Hej igen. Så det blev lørdag = weekend… NOT
For lige at samle op på i går, hvor vi gik på kul, vil jeg sige, at det overhovedet ikke gjorde ondt. Bare lige for at berolige forældre og lærere, som læser bloggen. Personligt stod jeg tilbage med en følelse af overvældelse efter, at jeg havde gået hen over ”banen” med de over 600 ºC varme kul. Det var selvfølgelig ikke grillkul vi gik på, men noget specielt træ (som jeg ikke kan huske navnet på) der var blevet brændt. Det var en fed fornemmelse bagefter at kunne sige, at jeg gjorde, hvilket jeg er sikker på, at resten af mine klassekammerater også synes. På vores skema stod der ”jeg kan, jeg vil, jeg gør” og vi GJORDE DET alle sammen.
Undervisningen i dag har stået på assertion og konflikthåndtering sammen med Michael Juhl Fedders. (en instruktør som vi også havde i torsdags) Til dem som ikke ved, hvad assertion betyder, betyder det at være frimodig – At sige, hvad man har lyst til at sige. Michael havde forberedt nogle gruppeopgaver til os. En af dem var, at vi skulle give ris og ros til os selv, hvorefter en anden fra gruppen skulle læse det højt for os. Til sidst skulle vi forklare, hvorfor vi havde skrevet det, som vi nu havde.
En anden opgave var, at vi, i forhold til ”familie og venner” og ”kolleger og kunder” skulle fortælle de andre i gruppen om oplevelse, hvor vi havde reageret henholdsvis submissivt og aggressivt. Begge opgaver var svære, fordi man skulle kigge ind ad og snakke om sig selv på en ny måde.
En tredje opgave var, at vi, i gruppen, skiftevis skulle give hinanden feedback, og den som fik feedback skulle sidde og lytte til, hvad de andre sagde uden selv at sige noget. Her skulle vi sætte ord på om personen var submissiv, aggressiv eller assertiv. Det var noget af en udfordring, fordi vi endnu ikke kendte hinanden så godt.
For at samle op på i dag, har vi lært, hvordan vores reaktionsmåde er overfor os selv og overfor andre.
Vi har endnu en fest i aften ”Hunks ’N’ Hotties”, som er en Pub Crawl, hvor vi skal feste forskellige steder i Lloret. Jeg er sikker på, at det bliver en hyggelig aften.
Det var alt for nu, læs med igen i morgen.
Hilsen Charlotte Biering
Hold da fast hvor i oplever meget og sikken en udvikling, både faglig og personlig. Ja; vi kan, vi vil og vi gør, bare vi tror på det. Held og lykke og dejlig at høre om alt det spændende som sker. Mange hilsner og pøj pøj til jer alle med diverse udfordringer. Rita Biering Harlev
SvarSlet